tirsdag den 15. marts 2011

Forandring og forankring - en dag med Dacapo

Jeg var til en berigende konference i går! Overskriften var ”Relationers betydning for trivsel og forandring” og blev afholdt med Dacapo Teateret som vært. Selve konferencen var et led i formidlingsindsatsen i forbindelse med et 3-årigt forsknings projektet, støttet af Arbejdsmiljøforskningsfonden. Indbydelsen bød på involvering og interaktion og en sætning i selve indbydelsen til konferencen lød: ”forandring skabes i evig forhandling mellem de implicerede”.

Stof til eftertanke! Er forandring ikke noget, der kommer udefra eller måske indefra? Er det noget der ”skabes”… ”i evig forhandling…” – Er forandring ikke noget der sker, eller noget der opstår? Som blomsten, der vokser, sætter spire, springer ud og taber blade? Har jeg og mine forhandlingskompetencer virkelig indflydelse eller noget at sige i den sammenhæng? Det var med en vis nysgerrighed jeg mødte op til konferencen, spændt på forskningens opmærksomhedspunkter og præsentationen af projektets resultater.

Mine relationskompetencer og forhandlingskompetencer fik ikke lov til at skutte sig længe… Lone Thellensen fra Dacapo bød velkommen og mine evner til at relatere og ’forhandle mening’ blev hurtigt sat stævne. Både med præsentationer os deltagere imellem ved cafémetoden og gennem temapræsentation for konferencen fra scenen med sang. Hele dagen igennem oplevede jeg, at temaer blev iscenesat og spillet ved Dacapo. Professor Henry Larsen fra SDU fortalte om sine forskningsresultater og om nogle af de møder, han havde haft på aktuelle arbejdspladser, som indgår i forskningsprojektet. Det var en anderledes og rig oplevelse at se fortællingerne spillet på scenen af Dacapo-skuespillerne.

Jeg mærkede oplevelsen af situationens alvor og de uendelige rækker af mulige meningsdannelse, da jeg bliver sat skue til mødet mellem leder og medarbejder, i en situation, hvor lederen holder 15 sekunders tænkepause inden hun tager til genmæle på en svær bekendelse fra en medarbejder.



Fotograf: Mikkel Wiese, KommunikerMER


Den måde ord, forskningsresultater og forskellige erfaringer blev sat i spil af Dacapo var en fryd og god oplevelse. Jeg grunder stadig over mine første halvfilosofiske tanker, som jeg havde med mig, da jeg mødte op til konferencen. På den anden side står det tydeligt for mig, at også mine handlinger og min måde at relatere til andre i tale, kropssprog og tænkepauser har en betydning for, hvordan jeg opfattes og hvilke intentioner jeg tillægges. Ligesom det er tydeligt, at jeg med min tale, mit kropssprog og mine tænkepauser har indflydelse på, hvordan andre reagere, taler med krop og sprog og skifter eller fastholder intentioner løbende. På den måde er jeg og de relationer, jeg skaber, en del af forankringen af forandring. En vedvarende bevægelse, skabelse - at forme og at blive formet!

Ingen kommentarer: