Er man nødt til at have en særlig teoretiske viden eller indsigt i læring og udvikling, når vi arbejder med komplekse udfordringer?
Da jeg startede med at lave forumteater i virksomheder for 20 år siden blev det hurtigt en vending at uanset, hvem der gør noget andet her, så vil der ske en bevægelse. Det var faktisk først en del år senere, at jeg mødte en teori, som spillede sammen med den oplevelse. I kompleksitetsteorien ses organisationer som et netværk af relationer i konstant og uforudsigelig bevægelse. Alle er en del af relationer i konstant bevægelse og ingen kan vælge det fra. Alligevel er det tankevækkende, hvor let det er at definere sig som tilskuer og observatør til noget, som andre gør, som andre burde gøre eller som andre har ansvar for at gøre noget ved osv.
Det at opbygge relationer og synliggøre dem med skuespil - hvordan oplever du, at det bidrager til læring og udvikling?
Det er en stor udfordring for de fleste at opdage sin egen afhængighed af andre. Og min erfaring er, at det nok særligt er en udfordring, hvis man som leder er vant til at forestille sig, at man egenhændigt og uafhængigt har styringen med tingens udvikling. Igennem interaktivt teater kan vi se, at det er muligt at skabe en ny opmærksomhed på kvaliteten af den dialog, vi har med hinanden. Altså at synliggøre gennem teateret, at vi alle løbende fortolker og skaber mening og at længden af en lille pause i en sætning kan gøre en verden til forskel.
Hvordan er din oplevelse af forskellige mennesker med forskellige udfordringer, har de noget tilfælles?
At se på verden gennem teater er at opdage de mange versioner og dermed også det rige potentiale – i modsætning til, når verden fremstilles som en forståelig og defineret realitet. Robusthed er at kunne følge den bevægelse, der hele tiden sker. Med vores metoder som forumteater tager vi afsæt i det, der er – også bøvlet – frem for det, der burde være, det der var planlagt at skulle være, det som alle troede og håbede på ville være. Vi arbejder på at gøre omstændighederne til en ven – og ikke en fjende eller fejltagelse eller undtagelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar